De seneste dage har jeg haft nogle lange samtaler med ChatGPT om Ukraine, Venezuela og international politik.

Det var egentlig ikke meningen, at det skulle handle om kunstig intelligens. Men det endte med at handle om noget langt større.

Kan en kunstig intelligens overhovedet være objektiv?

Jeg troede egentlig, at svaret var ja. I dag er jeg ikke længere så sikker. Ikke fordi kunstig intelligens nødvendigvis har en politisk holdning, men fordi den – ligesom os mennesker – lærer af den verden, vi har skabt. Og den verden er langt fra neutral.

Samtidig skal man være forsigtig med at stole blindt på de fakta, man får serveret. Nogle gange er man nødt til at udfordre den helt ud til kanten, før den begynder at udfordre sine egne antagelser.

På et tidspunkt skrev jeg til ChatGPT, at amerikanske styrker var gået ind i Venezuela, havde taget landets præsident Nicolas Maduro med magt og ført ham til USA.

Svaret kom øjeblikkeligt:

"Det er ikke sket."

Ingen forbehold. Intet faktatjek. Ingen tvivl.

Først da jeg bad ChatGPT undersøge sagen nærmere, erkendte den, at svaret var forkert. Den havde svaret ud fra forældet viden i stedet for at undersøge en aktuel begivenhed.

Det er selvfølgelig alvorligt, når en kunstig intelligens svarer så skråsikkert på et forkert grundlag. Men det fik mig også til at tænke på, hvor ofte vi mennesker gør præcis det samme.

Vi svarer ud fra det, vi tror, vi ved, i stedet for at undersøge fakta.

Samtalen fortsatte, og det var først der, jeg begyndte at lægge mærke til noget endnu mere interessant. Ikke de konkrete fejl, men sproget.

Da vi talte om Ukraine, skrev ChatGPT blandt andet:

"Det er ikke sikkert, at Rusland har været villig til et kompromis."

Jeg bad den om at udskifte et eneste ord.

Erstat Rusland med Ukraine.

Pludselig lød sætningen lige så naturlig:

"Det er ikke sikkert, at Ukraine har været villig til et kompromis."

Ikke fordi den ene version nødvendigvis er mere rigtig end den anden. Men fordi det afslørede en skjult antagelse. Hvorfor blev Rusland automatisk gjort til den part, der skulle forklares? Hvorfor ikke Ukraine? Eller endnu bedre: Hvorfor ikke skrive, at det ikke er sikkert, at nogen af parterne har været villige til et kompromis, som begge kunne acceptere?

Det er fascinerende, hvor meget et enkelt ord kan ændre en fortælling.

Lidt senere brugte ChatGPT formuleringen:

"Et rimeligt kompromis."

Jeg spurgte:

"Rimeligt ifølge hvem?"

Der findes jo ikke et objektivt rimeligt kompromis.

Der findes et kompromis set fra Ukraines perspektiv. Et andet set fra Ruslands. Et tredje set fra Vestens. Og måske et fjerde, som ingen synes er helt retfærdigt, men som begge parter kan leve med.

Når vi bruger ord som rimelig, retfærdig eller uacceptabel uden at forklare, hvem der foretager vurderingen, kommer sproget let til at skjule en politisk holdning, samtidig med at det fremstår neutralt.

Det samme skete, da ChatGPT skrev, at Ruslands invasion blev mødt af:

"Bred international fordømmelse."

Det er en korrekt beskrivelse af mange staters reaktion.

Men hvorfor er den oplysning vigtig?

Gør en handling mere eller mindre rigtig, fordi mange regeringer fordømmer den?

Og hvad betyder det, når den samme fordømmelse udebliver, når handlingen udføres af USA eller et vestligt allieret land?

I januar 2026 gik amerikanske styrker ind i Venezuela, tog landets præsident Nicolas Maduro med magt og førte ham til USA. USA beskrev operationen som en anholdelse. Maduro kaldte den en kidnapning. Uanset ordvalget var resultatet det samme: En siddende statsleder blev fjernet fra sit eget land af et fremmed lands militær.

Kort tid efter bombede USA og Israel mål i Iran. Under angrebene blev en skole ramt, og mange børn mistede livet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan overskrifterne ville have set ud, hvis det havde været Rusland, der havde bombet en skole i et andet land og dræbt et stort antal børn.

Ville reaktionen have været den samme? Ville sanktionerne have været de samme? Ville fordømmelserne have været lige så afdæmpede? Eller gælder vores moralske principper kun, når den forkerte side gør det?

Hvor blev den brede internationale fordømmelse af? Og betyder den manglende fordømmelse, at handlingen dermed var acceptabel?

Selvfølgelig ikke.

Pointen er ikke, at Rusland derfor har ret. Pointen er heller ikke, at USA altid tager fejl.

Pointen er, at vores principper først bliver troværdige, når de gælder alle.

Historien er fuld af eksempler på, at regeringer, medier og eksperter har taget fejl. Irak-krigen blev begrundet med masseødelæggelsesvåben, som aldrig blev fundet. Libyen blev præsenteret som en humanitær intervention, men efterlod et land i kaos. Nord Stream blev i lang tid behandlet, som om ansvaret allerede var afgjort, længe før efterforskningen var afsluttet.

Listen kunne gøres meget længere.

Pointen er ikke at bevise, at Vesten altid tager fejl. Pointen er at minde os om, at ingen regeringer, medier eller eksperter bør fritages for kritiske spørgsmål – heller ikke dem, vi normalt stoler mest på.

Flertal og dominerende fortællinger må aldrig erstatte kritisk tænkning.

Det mest interessante ved min samtale med ChatGPT var faktisk ikke de konkrete fejl.

Det var, at ChatGPT selv erkendte, at sproget nogle gange bliver påvirket af de mønstre, den er trænet på. Ikke fordi den har en politisk holdning, men fordi den lærer af menneskers tekster. Og de tekster afspejler naturligvis de samfund, de er skrevet i.

Problemet er derfor ikke kun kunstig intelligens.

Det er os.

AI bliver et spejl af den viden, vi producerer. Hvis vi mennesker accepterer dobbeltstandarder, bruger forskellige målestokke alt efter, hvem der handler, eller ukritisk overtager dominerende fortællinger, vil kunstig intelligens let komme til at reproducere de samme mønstre.

Min samtale med ChatGPT lærte mig derfor ikke, at kunstig intelligens lyver.

Den lærte mig noget langt vigtigere.

Objektivitet handler ikke kun om fakta.

Den handler også om sproget. Om hvilke spørgsmål vi stiller. Om hvem der får forklaringspligten. Om hvilke handlinger vi fordømmer, og hvilke vi bortforklarer. Om hvor vi vælger at begynde historien.

Måske er det vigtigste spørgsmål i international politik slet ikke, hvem der gjorde det.

Måske er det:

Ville vi bedømme handlingen på præcis samme måde, hvis rollerne var byttet om?