H.C. Andersen sagde engang: "At rejse er at leve." Jo ældre jeg bliver, jo mere giver de ord mening for mig.

Jeg elsker at rejse. Ikke fordi jeg skal kunne sætte endnu et land på et verdenskort eller tage det perfekte billede til sociale medier. Jeg elsker at rejse, fordi det giver mig noget, som er svært at finde andre steder: tid.

Tid sammen med dem, jeg holder af. Tid til at opleve noget nyt. Tid til bare at være til stede.

For mig handler livet i virkeligheden om at samle på gode minder. Når jeg ser tilbage om 10, 20 eller 30 år, tror jeg ikke, at jeg kommer til at huske de ekstra timer foran computeren eller de mange møder. Jeg kommer til at huske de små øjeblikke. Den spontane is i en lille by. Den lokale øl på en tilfældig café, hvor tiden pludselig står stille. Børnene, der griner over noget fjollet. Den lange køretur med musik i bilen. De oplevelser bliver en del af den historie, vi tager med os gennem livet.

Nogle vil sige, at man sagtens kan skabe gode minder i hverdagen. Det er jeg helt enig i. Det gør vi også. Men for mig kan en rejse noget helt særligt.

Når jeg er væk, er jeg også mentalt væk. Væk fra skærmen. Væk fra arbejdet. Væk fra Slack-beskeder, telefonopkald og alle de små ting, der konstant kræver opmærksomhed. Jeg får ro i hovedet. Jeg får tid til at være sammen med familien - ikke bare fysisk, men rigtigt sammen.

Det er måske den største luksus af dem alle.

Om nogle timer pakker vi bilen og kører sydpå. To ugers ferie. Nye steder. Nye oplevelser. Nye historier. Og forhåbentlig en masse minder, som vi kan tage med hjem.

For minder er noget af det eneste i livet, der bliver mere værd, jo ældre de bliver.