Ikke fordi Rusland er uskyldigt. Det er Rusland ikke. Rusland har invaderet Ukraine, bombet civile mål og ført en brutal krig. Det behøver man ikke være i tvivl om.

Men det interessante er ikke Ruslands forbrydelser. Det interessante er vores egen reaktion, når vi tror, vi har fundet den skyldige.

Der skal næsten ingenting til.

Et kabel bliver klippet. En rørledning sprænger. Et cyberangreb rammer. En drone flyver forkert. Straks står eksperterne klar i studiet med alvorlige miner og den samme konklusion: “Der er næppe tvivl om, at Rusland står bag.”

Næppe tvivl.

Det er en fantastisk formulering. Den lyder saglig, men fungerer som dom. Den kræver ikke beviser, kun den rigtige mavefornemmelse. Og når mavefornemmelsen peger mod Rusland, Kina, Iran eller et muslimsk land, så er den i Vesten ofte nok til at starte hele det moralske maskineri.

Men når anklagen rammer vores egne allierede, sker der noget mærkeligt.

Så bliver alt pludselig vanskeligt. Så skal vi passe på med konklusioner. Så skal vi høre begge sider. Så skal vi forstå konteksten. Så skal vi huske, at virkeligheden er kompleks.

Tag Nord Stream. Da rørledningerne blev sprængt i 2022, var mange lynhurtige til at pege mod Rusland. Det blev nærmest præsenteret som logisk selvfølgelighed. Nu står vi flere år senere med en tysk tiltale, hvor anklagemyndigheden mener, at en tidligere ukrainsk officer handlede på vegne af ukrainske statslige aktører. Det er ikke en dom. Men det er nok til at vise, at den tidlige skråsikkerhed var præcis det, den altid er: politisk refleks forklædt som ekspertise.

Og så er der Israel.

En FN-kommission har konkluderet, at israelske myndigheder og sikkerhedsstyrker bevidst har målrettet palæstinensiske børn, og at det ifølge kommissionen indgår i folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Læs den sætning igen.

Bevidst målrettet børn.

Hvis den rapport handlede om Rusland, havde vi ikke talt om andet. Hvis det var Iran, havde eksperterne stået i kø. Hvis det var Kina, havde politikerne krævet historiske sanktioner inden frokost.

Men fordi det handler om Israel, bliver stilheden næsten fysisk.

Ikke total stilhed. Den slags skal man passe på med at sige, for selvfølgelig er rapporten omtalt. Men den politiske reaktion i Vesten står slet ikke mål med anklagens alvor. Det er som om vores moralske nervesystem kun virker, når forbryderen tilhører den forkerte lejr.

Og det er netop problemet.

Vi elsker at bilde os selv ind, at vi står på menneskerettighedernes side. At vi forsvarer international lov. At vi tror på retsprincipper, fakta og ansvar.

Men ofte tror vi bare på vores egne.

Når fjenden anklages, tror vi hurtigt. Når allierede anklages, kræver vi perfekte beviser. Når Rusland mistænkes, er mistanken næsten nok. Når Israel anklages af en FN-kommission, bliver det reduceret til “en kompleks situation”.

Det er ikke moral.

Det er klubloyalitet.