EU har mange år oplevet en stigende intern splittelse. (Min ønsketænkning siger, at vi skal kunne stå stærkt som en samlet enhed, men realiteten ser anderledes ud med den nuværende konstruktion af EU.)

Da vi danskere første gang blev spurgt om øget europæisk integration, sagde vi nej.

Anden gang lykkedes det vores politikere at få os til at stemme ja – men kun med forbehold.

Det viser tydeligt, at vi danskere har været skeptiske over for at afgive suverænitet til Bruxelles. 

Når vi i Danmark (historisk) er vant til forsamlingshusdemokrati, hvor beslutninger træffes lokalt, er det svært at forholde sig til, at magten flyttes så langt væk.

Men Danmark er ikke alene om denne skepsis. Mange andre EU-lande oplever interne spændinger i forholdet til unionen. Østeuropæiske lande som Ungarn og Polen har en helt anden politisk og historisk baggrund end Vesteuropa, og det har ført til store konflikter om værdipolitik, migration og retsstatsprincipper. Samtidig ser vi en voksende nationalisme i lande som Frankrig, Tyskland og Holland, hvor partier, der ønsker mindre EU-integration, vinder frem.

Bureaukratiet i EU er tungt, komplekst og ofte svært gennemskueligt. Når næsten alle beslutninger træffes centralt, mister folk følelsen af ejerskab og indflydelse. Dette har skabt en voksende euroskepsis, som kan true unionens fremtid.

En mere fleksibel EU-model som løsning?

Hvis EU skal overleve på lang sigt, kræver det en radikal nytænkning af, hvordan unionen fungerer. En mulig løsning kunne være en mere fleksibel model, hvor medlemslandene får større autonomi og frihed til at vælge deres niveau af integration. Dette ville tage hensyn til de kulturelle og politiske forskelle mellem landene og reducere den modstand, vi ser i dag.

EU’s rolle i en verden af stormagter 

EU står samtidig over for en større geopolitisk udfordring. I stedet for at vælge side mellem USA og Kina, bør Europa stræbe efter strategisk autonomi. Samarbejde med både Øst og Vest i økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, vil give Europa en stærkere position globalt.

Den nuværende splittelse i EU gør os sårbare over for eksterne interesser – USA ønsker, at Europa følger deres politik mod Kina og Rusland, mens Kina og Rusland forsøger at få fodfæste i Europa gennem handel og energi. Hvis EU forbliver en fragmenteret union, risikerer vi at blive presset til at vælge side, hvilket kan skade vores økonomiske og politiske handlefrihed.

Står EU over for en ny skillevej? 

Hvis EU fortsætter med centralisering og ensretning, vil vi se endnu større modstand fra medlemslandene. Hvis EU derimod reformeres, så medlemslandene får større frihed, kan det måske overleve og stå stærkere.

I sidste ende handler det om at respektere nationale forskelle og opbygge et fleksibelt samarbejde, der gavner hele Europa. Kun på den måde kan EU bevare sin relevans (og eksistens) og undgå at blive splittet endnu mere.

Bonus: 

Kan EU stå imod USA’s pres? 

Mens EU allerede kæmper med intern splittelse, kan vi så overhovedet modstå presset fra USA? Vi ser, hvordan den amerikanske udenrigspolitik påvirker EU-landenes stillingtagen i spørgsmål som Ukraine-krisen. Men står vi stærkt nok til at føre vores egen linje, eller bliver vi trukket i en retning, vi ikke selv kontrollerer? Hvis EU ikke kan samle sig internt, hvordan skal vi så stå imod eksternt pres?