Mathi Kumarathurai

Morten Dahlin, siden hvornår blev Venstre dommer over patriotisme?

#Politik #dobbeltmoral #Danmark #Ukraine #Rusland

morten-dahlin-siden-hvornar-blev-venstre-dommer-over-patriotisme.png

Man kan åbenbart ikke længere være patriot, hvis man stiller spørgsmål ved støtten til Ukraine. I hvert fald ikke ifølge Venstres gruppeformand Morten Dahlin. Men måske skulle vi tale lidt om historien, før vi begynder at uddele karakterer i fædrelandskærlighed.

Jeg faldt over et opslag fra Venstres gruppeformand Morten Dahlin på LinkedIn. Han indleder med følgende:

"Man kan ikke kalde sig patriot og samtidig ville stoppe støtten til Ukraine. Så simpelt kan det siges."

Så simpelt?

Det er egentlig bemærkelsesværdigt, hvordan en af de mest komplicerede sikkerhedspolitiske konflikter i nyere europæisk historie pludselig kan reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt man elsker sit eget land.

Ifølge Dahlin er de såkaldte patrioter, der ønsker at stoppe støtten til Ukraine, med til at undergrave det princip, som beskytter Danmarks egen selvstændighed. Han henviser blandt andet til det tyske parti AfD og dets holdning til krigen.

Det er et argument, der fortjener at blive diskuteret. For der er reelle sikkerhedspolitiske konsekvenser ved at lade Rusland afgøre Ukraines fremtid med militær magt.

Men derfra og til at erklære, at man ikke kan være patriot, hvis man ønsker en anden politisk strategi, er der alligevel et temmelig stort spring.

Siden hvornår blev det et krav, at man skal tilslutte sig den førte udenrigspolitik for at kunne kalde sig patriot?

Og hvem har egentlig givet politikerne retten til at definere det?

Historien begyndte ikke i 2022

Der er noget, jeg savner i denne type politiske udmeldinger. Nemlig den historiske sammenhæng.

Vi får igen og igen fortalt om Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022. Og lad os slå fast, at invasionen var et brud på Ukraines suverænitet og FN-pagten.

Men hvad med alt det, der skete inden?

Efter Sovjetunionens sammenbrud udvidede NATO sig gradvist mod øst. I 2008 erklærede NATO på topmødet i Bukarest direkte, at Ukraine og Georgien en dag ville blive medlemmer.

Det står i NATO's egen topmødeerklæring fra 2008.

Rusland havde i årevis protesteret mod en sådan udvikling med henvisning til landets sikkerhedsinteresser.

Det betyder ikke, at Rusland har ret til at bestemme over Ukraines fremtid. Selvfølgelig har Ukraine som selvstændig stat ret til at vælge sine egne alliancer.

Men kan vi virkelig diskutere europæisk sikkerhed uden samtidig at undersøge, hvordan de forskellige stormagters beslutninger har påvirket hinanden?

Det er vel netop sådan, man forsøger at forstå, hvorfor konflikter opstår.

Og så er der 2014.

De politiske omvæltninger i Ukraine, Ruslands annektering af Krim og begyndelsen på krigen i Donbas.

Ifølge FN kostede konflikten i det østlige Ukraine omkring 14.200-14.400 menneskeliv fra 2014 til udgangen af 2021. Mindst 3.404 var civile, inklusive ofrene fra nedskydningen af MH17.

Der var altså krig, ødelæggelser og civile ofre i Ukraine i otte år, før Rusland indledte sin fuldskalainvasion.

Der blev også indgået fredsaftaler. Minsk-aftalerne fra 2014 og 2015 skulle blandt andet sikre våbenhvile og en politisk løsning på konflikten.

Men aftalerne blev aldrig gennemført fuldt ud. Rusland og Ukraine havde fundamentalt forskellige fortolkninger af deres forpligtelser, og kampene fortsatte.

Hvorfor lykkedes det ikke at skabe en holdbar løsning? Kunne det internationale diplomati have håndteret konflikten anderledes?

Det er ikke spørgsmål, der skal bruges til at frikende Rusland. Det er spørgsmål, der skal hjælpe os med at forstå historien.

Man kan godt fordømme en invasion og samtidig undersøge, hvad der førte frem til den.

De to ting udelukker ikke hinanden.

Hov, Morten. Hvad med Venstres egen historie?

Dahlin skriver meget om national suverænitet, folkeretten og faren ved at lade stormagter bestemme over mindre lande.

Det er væsentlige principper.

Men når vi nu taler om principper, synes jeg, det er relevant at gå tilbage til 2003.

Dengang var Venstre regeringsbærende parti under Anders Fogh Rasmussen, og Danmark valgte at deltage militært i invasionen af Irak.

Beslutningen blev vedtaget i Folketinget den 21. marts 2003 med 61 stemmer fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mod 50 stemmer.

Krigen blev indledt uden en ny resolution fra FN's Sikkerhedsråd, der udtrykkeligt godkendte invasionen. Den daværende FN-generalsekretær Kofi Annan vurderede efterfølgende, at invasionen ikke var i overensstemmelse med FN-pagten.

Og nu bliver det interessant.

For hvis national suverænitet er et princip, der skal forsvares konsekvent, hvordan forholder vi os så til Venstres egen beslutning dengang?

Irak og Ukraine er ikke identiske konflikter. Ukraine forsvarer sig mod en invasion, mens Danmark deltog i en invasion af Irak. Den forskel er væsentlig.

Men princippet om, at militær magt skal være underlagt folkeretten, er vel det samme?

Bliver en militær intervention mere acceptabel, når den udføres af vores egne allierede?

Og hvis man dengang var imod Danmarks deltagelse i Irakkrigen, var man så også en dårlig patriot?

Jeg spørger ikke, fordi Morten Dahlin personligt skal stå til ansvar for en beslutning fra 2003.

Jeg spørger, fordi han i dag repræsenterer et parti, som selv har været med til at træffe nogle meget kontroversielle udenrigspolitiske beslutninger.

Derfor forekommer det mig rimeligt at forvente en vis ydmyghed, før man begynder at definere andres fædrelandskærlighed.

Hvad er det egentlig, vi skal opnå?

Dahlin har en pointe, når han fremhæver, at Ukraines selvbestemmelse har betydning for andre mindre landes sikkerhed.

Men det er ikke det samme som, at alle spørgsmål om støtte, diplomati og militær strategi dermed er afgjort.

Hvad er det konkrete mål med den fortsatte støtte?

Hvilke forudsætninger skal være opfyldt for en holdbar fredsaftale?

Hvordan sikrer man, at Ukraine også efter en eventuel våbenhvile kan beskytte sin selvstændighed?

Og hvilke diplomatiske muligheder bliver faktisk undersøgt?

Det er vanskelige spørgsmål, som kræver seriøse svar. Ikke en opdeling af befolkningen i patrioter og dem, der angiveligt hjælper Putin.

Man kan argumentere for fortsat militær støtte, fordi Ukraine ellers risikerer at stå svagere over for Rusland.

Man kan også diskutere omfanget af støtten, risikoen for eskalation, krigens menneskelige omkostninger og mulighederne for forhandlinger.

Det burde være muligt at føre begge diskussioner uden at betvivle hinandens loyalitet over for Danmark.

Patriotisme eller politisk lydighed?

Det mest interessante ved Dahlins opslag er i virkeligheden ikke Ukraine.

Det er hans måde at argumentere på.

Når man siger, at bestemte politiske holdninger er uforenelige med patriotisme, flytter man diskussionen væk fra argumenterne og over på menneskers loyalitet.

Pludselig handler det ikke længere om, hvorvidt en strategi virker.

Det handler om, hvorvidt man er en rigtig dansker, en rigtig patriot eller en person, der støtter fjenden.

Det er en bemærkelsesværdig tilgang fra en politiker i et demokratisk samfund, hvor retten til politisk uenighed burde være helt grundlæggende.

Jeg har ikke brug for, at Morten Dahlin fortæller mig, hvem der elsker Danmark.

Jeg har derimod brug for, at vores folkevalgte politikere kan forklare deres beslutninger, redegøre for konsekvenserne og forholde sig til historien. Også den del af historien, der er mindre bekvem for deres egne partier og allierede.

For patriotisme kan vel også være at stille kritiske spørgsmål til sine egne magthavere?

At kræve konsekvens i anvendelsen af folkeretten?

At insistere på, at historiske forhold bliver undersøgt, uanset hvem der måtte have begået fejl?

Morten Dahlin, måske er problemet ikke, at nogle danskere mangler patriotisme. Måske er problemet, at du forveksler patriotisme med politisk enighed.

Og det er altså to vidt forskellige ting.

Ikke nødvendigvis sandheden. Bare et andet perspektiv.


Dokumentation og kilder

Morten Dahlins oprindelige opslag på LinkedIn

NATO – Bukarest-erklæringen, 2008

FN – Civile og samlede tab i Ukraine, 2014-2021

Norsk Forsvarets Forskningsinstitutt – Hvorfor Minsk-aftalerne mislykkedes

Folketingstidende – Afstemningen om Irakkrigen, marts 2003

FN – Kofi Annans vurdering af Irakkrigens lovlighed

Flere indlæg