Mathi Kumarathurai

Come On, Motherfuckers! Genocide Doesn't Just Happen.

#dobbeltmoral #Politik #Rusland #Danmark

come-on-motherfuckers-genocide-doesnt-just-happen.png

Folkedrab sker åbenbart bare. Ingen gør det. Ingen har ansvaret. I hvert fald hvis man læser DR's artikel om årets modtager af Nobels fredspris. Men ville historien være fortalt på samme måde, hvis det handlede om Rusland?

Den 9. oktober 2026 offentliggjorde DR en artikel med overskriften: "Sydafrikansk jurist får Nobels fredspris for at forfølge krigsforbrydelser".

Artiklen handler om Navi Pillay, en 85-årig sydafrikansk jurist med tamilsk baggrund, som gennem årtier har kæmpet for menneskerettigheder. Hun har bekæmpet apartheid, arbejdet ved internationale domstole og været FN's menneskerettighedschef. Nu får hun Nobels fredspris.

En fin historie om en kvinde, der har brugt det meste af sit liv på at kæmpe for retfærdighed.

Men da jeg læste artiklen, var der en bestemt formulering, som fik mig til at stoppe op.

DR skriver:

I september 2025 kom kommissionen frem til, at der sker folkedrab i Gaza.

Undskyld mig.

Der sker folkedrab i Gaza?

Hvem begår det?

Er det en naturkatastrofe? Et jordskælv? Noget, der bare opstår af sig selv?

Nej. Og det vidste den FN-kommission, som DR henviser til, faktisk godt.

I september 2025 offentliggjorde en uafhængig FN-kommission sin undersøgelse af krigen i Gaza. Navi Pillay var formand for kommissionen, som efter omfattende undersøgelser konkluderede, at Israel havde begået folkedrab mod palæstinenserne i Gaza.

Ikke bare at der foregik folkedrab. Kommissionen placerede ansvaret hos staten Israel.

Pillay udtalte selv, at kommissionen havde fundet Israel ansvarlig for folkedrab i Gaza. Det fremgår direkte af FN's officielle pressemeddelelse fra 16. september 2025.

Israel afviser anklagen, og kommissionens konklusion er ikke det samme som en endelig dom fra en international domstol. Men det ændrer ikke på, hvad kommissionen faktisk konkluderede.

Så hvorfor gengiver DR ikke konklusionen, som den blev fremlagt?

Hvorfor skriver man, at der sker folkedrab i Gaza, i stedet for at fortælle, at kommissionen konkluderede, at Israel havde begået det?

Nu skal vi være fair. DR nævner faktisk Israel i sætningen umiddelbart før, hvor kommissionens arbejdsområde beskrives. Så det ville være forkert at påstå, at Israel slet ikke optræder i artiklen.

Men når selve konklusionen skal gengives, er Israel ikke længere nævnt som den ansvarlige stat.

Og det er netop den forskel, jeg hæfter mig ved.

For der er en væsentlig forskel på at fortælle, at der sker folkedrab et sted, og at gengive en international undersøgelses konklusion om, hvem der har begået det.

Det sidste er ikke mindre neutralt. Det er mere præcist.

Og så er der et andet spørgsmål, som DR heller ikke rigtig forholder sig til.

Hvorfor får Navi Pillay Nobels fredspris netop i 2026?

Hun er 85 år og har arbejdet med menneskerettigheder i det meste af sit voksne liv. Hun kunne være blevet hædret for sin kamp mod apartheid, for sit arbejde ved Rwanda-tribunalet eller for sine mange år i FN.

Men prisen kommer i 2026. Et år efter at hun stod i spidsen for en FN-kommission, som konkluderede, at Israel havde begået folkedrab i Gaza.

Er det uden betydning?

Det tvivler jeg på.

Nobelkomitéen fremhæver selv hendes arbejde med undersøgelseskommissionen om de besatte palæstinensiske områder. Den understreger samtidig, at international ret er under pres, og at de institutioner og dommere, som skal håndhæve den, bliver angrebet og sanktioneret.

Det fremgår af Nobelkomitéens officielle begrundelse.

Det betyder ikke, at Gaza er den eneste grund til prisen. Nobelkomitéen har heller ikke sagt, at Gaza var den afgørende årsag. Men hendes arbejde med Gaza er en væsentlig del af den aktuelle sammenhæng, og derfor er det oplagt at undersøge, hvor stor betydning det havde for beslutningen om at give hende prisen netop nu.

Det spørgsmål kunne DR have stillet.

I stedet får vi en traditionel historie om en dygtig jurist og hendes lange karriere, mens en af de mest aktuelle og politisk betydningsfulde dele af hendes arbejde bliver behandlet ganske kort.

Og her begynder det for alvor at irritere mig.

For jeg har gennem årene læst utallige artikler om Rusland, Ukraine, Israel og andre internationale konflikter. Jeg har gang på gang oplevet, hvordan den journalistiske forsigtighed tilsyneladende ændrer sig, alt efter hvilket land historien handler om.

Når mistanken retter sig mod Rusland, kan eksperternes vurderinger hurtigt få stor vægt. Et kabel bliver ødelagt, en rørledning eksploderer, et cyberangreb rammer, eller en drone dukker op et sted, hvor den ikke burde være.

Og pludselig handler historien om Rusland.

Eksperterne kommer på banen. Mulige motiver bliver analyseret, og tidligere russiske handlinger bliver trukket frem som forklaring på, hvorfor Rusland sandsynligvis også står bag denne gang.

Nogle gange er mistanken velbegrundet. Andre gange er dokumentationen langt mere usikker.

Men det er præcis her, journalistikken skal være særligt opmærksom.

For en mistanke bliver ikke mere sand, fordi den passer godt ind i den historie, vi allerede fortæller om et land.

Nord Stream er et glimrende eksempel.

Da rørledningerne blev sprængt i september 2022, blev mistanken hurtigt rettet mod Rusland. Det virkede for mange som en oplagt forklaring. Rusland havde både kapaciteten og en lang historie med at bruge energi som politisk pressionsmiddel.

Men siden har den tyske efterforskning taget en ganske anden retning. Tyske myndigheder har rejst alvorlige anklager mod ukrainske mistænkte, og anklagemyndigheden har peget på mulig involvering fra ukrainske statslige aktører.

Det betyder ikke, at alle spørgsmål er afklaret, eller at der foreligger en endelig dom. Men det demonstrerer, hvorfor vi skal passe på med at gøre mistanker til sandheder, før beviserne er på plads.

Jeg har tidligere skrevet om netop dette i mit indlæg Russofobi er et medfødt handikap blandt os i Vesten.

Og lad mig understrege noget, så der ikke opstår misforståelser.

Rusland er ikke uskyldigt.

Rusland har invaderet Ukraine, og der findes omfattende dokumentation for russiske angreb på civile og krigsforbrydelser.

Men det betyder ikke, at Rusland automatisk er ansvarlig for enhver sabotagehandling, ethvert cyberangreb eller enhver hændelse, hvor nogen peger mod øst.

En mistanke er ikke et bevis. Heller ikke når den handler om Rusland.

Og tilsvarende bør en omfattende FN-undersøgelse ikke få sin konklusion udvandet gennem sproget, blot fordi anklagen rammer Israel.

Prøv derfor at vende situationen om.

Forestil jer, at en international FN-kommission havde konkluderet, at Rusland begik folkedrab i Ukraine.

Ville DR så skrive, at en FN-kommission havde konkluderet, at der sker folkedrab i Ukraine?

Eller ville de skrive, at en FN-kommission havde konkluderet, at Rusland begår folkedrab i Ukraine?

Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan DR ville have formuleret netop den tænkte artikel. Men spørgsmålet er relevant, fordi det handler om noget helt grundlæggende: Anvender vi de samme journalistiske principper over for vores modstandere som over for vores allierede?

Det er ikke kun mig, der har hæftet mig ved forskellene i danske mediers dækning.

I 2024 offentliggjorde forskerne Asbjørn Slot Jørgensen og Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en analyse i forbindelse med Magtudredningen 2.0. Her undersøgte de blandt andet danske mediers rolle i udenrigs- og sikkerhedspolitikken og sammenlignede dækningen af krigene i Ukraine og Gaza.

Deres vurdering er interessant.

Forskerne peger på, at danske medier ikke drager lige så håndfaste konklusioner om mulige israelske krigsforbrydelser som om russiske handlinger i Ukraine. De beskriver også, hvordan den større journalistiske forsigtighed i dækningen af Israel kan komme til at understøtte den danske regerings politiske linje.

Det er værd at tænke over.

For det er ikke bare en frustreret læser, der synes, at noget virker forkert. Det er en problemstilling, som også bliver rejst af mennesker, der forsker i mediernes rolle i vores demokrati.

Analysen handler om danske medier generelt og er ikke en statistisk undersøgelse af DR alene. Men den beskriver netop den forskel i journalistisk tilgang, som jeg oplever igen og igen.

Du kan selv læse analysen fra Magtudredningen 2.0.

Og det mest interessante er faktisk, at DR tidligere har vist, at de sagtens kan gengive FN-kommissionens konklusion mere direkte.

Den 16. september 2025 brugte DR overskriften:

"FN-efterforskere: Israel begår folkedrab i Gaza"

Her var der ingen tvivl om, hvem FN-efterforskerne udpegede som ansvarlig. Samtidig gjorde overskriften det klart, at der var tale om efterforskernes konklusion og ikke DR's egen juridiske vurdering.

Så hvorfor bliver formuleringen anderledes i artiklen om Navi Pillays fredspris?

Det er et spørgsmål, jeg gerne vil høre DR svare på.

For DR er ikke bare endnu et medie.

DR er vores fælles public service-medie, som vi finansierer gennem skatten. Og det har jeg sådan set ikke noget problem med.

Tværtimod.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi har et stærkt og uafhængigt medie, som kan undersøge magthavere, udfordre politiske beslutninger og give borgerne et ordentligt grundlag for at forstå, hvad der foregår i verden.

Men med den rolle følger også et ansvar.

I DR's public service-kontrakt for 2024-2026 står der direkte:

DR’s nyhedsdækning skal være alsidig og upartisk.

Der stilles også krav om kvalitet, væsentlighed og faktatjek.

Det er altså ikke bare noget, jeg som borger forlanger, fordi jeg er utilfreds med en bestemt artikel.

Det er noget, DR er forpligtet til.

Og når jeg er med til at betale for DR, forventer jeg naturligvis også, at de forpligtelser bliver taget alvorligt.

Jeg forventer ikke, at DR skal være enig med mig. Jeg forventer heller ikke, at DR skal tage parti for palæstinenserne, ukrainerne eller nogen andre.

Jeg forventer, at DR anvender de samme journalistiske principper, uanset hvem der bliver anklaget.

Hvis Rusland bliver mistænkt for sabotage, skal dokumentationen undersøges.

Hvis Israel bliver anklaget for folkedrab af en FN-kommission, skal kommissionens konklusion gengives præcist.

Hvis Ukraine bliver mistænkt for at stå bag Nord Stream, skal den mistanke undersøges med samme grundighed.

Det burde egentlig ikke være kontroversielt.

Det burde være almindelig journalistik.

For uafhængig journalistik handler ikke kun om at undgå direkte løgne. Det handler også om, hvilke oplysninger man vælger at fremhæve, hvilke spørgsmål man stiller, hvem man lader komme til orde, og ikke mindst hvordan man formulerer sig.

Der er eksempelvis forskel på at skrive, at tre civile blev dræbt under et angreb, og at russiske styrker dræbte tre civile under et angreb.

Begge formuleringer kan være korrekte, hvis dokumentationen understøtter dem. Men de fortæller ikke den samme historie.

I den første får vi at vide, hvad der er sket. I den anden får vi også at vide, hvem der står bag.

Det samme gælder artiklen om Navi Pillay.

DR kunne ganske enkelt have skrevet:

I september 2025 konkluderede den FN-kommission, som Navi Pillay stod i spidsen for, at Israel havde begået folkedrab i Gaza.

Så enkelt.

Det ville hverken være mere politisk, mere ensidigt eller mindre journalistisk.

Det ville blot være en præcis gengivelse af kommissionens konklusion.

Og her kommer vi til noget, som jeg synes er endnu mere bekymrende.

Man behøver ikke nødvendigvis skrive noget direkte forkert for at efterlade et misvisende indtryk.

Man kan udelade en væsentlig oplysning. Man kan placere noget vigtigt langt nede i artiklen. Man kan bruge en passiv formulering, hvor den ansvarlige forsvinder. Eller man kan fortælle en historie uden at undersøge den politiske sammenhæng, som gør den særlig aktuel.

Hver enkelt beslutning kan måske forklares journalistisk.

Men når den slags mønstre gentager sig, er det relevant at spørge, om vores nyhedsformidling bliver påvirket af de politiske fortællinger, der dominerer vores del af verden.

Det behøver ikke betyde, at nogen sidder på en redaktion og bevidst forsøger at manipulere læserne.

Journalistisk bias kan også opstå gennem vaner, kildevalg og antagelser, som ingen længere stiller spørgsmål ved.

Og netop derfor er det vigtigt at være kritisk. Også over for de medier, vi normalt har størst tillid til.

Come on, motherfuckers. Get your brains in sync!

Vi lever i en verden, hvor vi konstant taler om demokrati, menneskerettigheder, international lov og en regelbaseret verdensorden.

Fine ord.

Men hvad er de værd, hvis principperne ændrer sig, alt efter hvem vi taler om?

Hvis vi kræver beviser, når vores allierede bliver anklaget, skal vi også kræve beviser, når vores modstandere bliver anklaget.

Hvis vi tager internationale undersøgelser alvorligt, når de handler om Rusland, skal vi også tage dem alvorligt, når de handler om Israel.

Og hvis vi mener, at journalistik skal være uafhængig, må vi også turde undersøge, om vores egne medier lever op til det.

Jeg forventer ikke, at DR skal forsvare Rusland. Jeg forventer heller ikke, at DR skal fordømme Israel.

Jeg forventer, at DR fortæller os, hvad der er dokumenteret, hvem der har dokumenteret det, og hvem der ifølge dokumentationen bærer ansvaret.

Uanset hvilket land det handler om.

For det mest bekymrende ved journalistisk forskelsbehandling er ikke nødvendigvis det, der bliver skrevet.

Det er også det, der bliver udeladt.

Og når sådanne forskelle gentager sig, risikerer vi, at nyheder ikke længere blot fortæller os om verden. De er også med til at forme, hvem vi opfatter som de gode, og hvem vi opfatter som de onde.

Så kære DR.

Når en FN-kommission konkluderer, at Israel har begået folkedrab, hvorfor skriver I så bare, at der sker folkedrab i Gaza?

Folkedrab begår ikke sig selv.

Det burde ikke være nødvendigt at forklare.

Og det burde slet ikke være nødvendigt at forklare det til et medie, som vi betaler for at levere uafhængig og upartisk journalistik.

Jeg betaler ikke for, at DR skal fortælle mig, hvad jeg skal mene om verden.

Jeg betaler for, at DR giver mig et retvisende grundlag for selv at tage stilling.

Er det virkelig for meget at forlange?

Flere indlæg