Europa har i alt for længe været afhængigt af USA. Vi har fulgt deres kurs uden at stille spørgsmål, uden at udfordre deres dagsorden og uden at tage ansvar for vores egen fremtid. Men nu er tiden kommet til at revurdere vores position.

Som de selv siger i USA: "There is a new sheriff in town."

Men denne gang er tingene ikke, som de har været. Forholdet mellem Europa og USA er ikke brudt, men der er tydelige spændinger – eller rettere sagt, knas i parforholdet.

J.D. Vances tale i München var en øjenåbner. USA har i årtier været Europas tætteste allierede, men at høre en fremtrædende amerikansk politiker tale så nedladende om os var chokerende. Han sagde direkte: "I ligger, som I har redt." 

Med andre ord, de udfordringer, Europa står over for, er skabt af os selv.

Samtidig har USA og Rusland ført direkte forhandlinger om at afslutte krigen i Ukraine – uden at inddrage Europa eller Ukraine selv. Da den amerikanske præsident blev spurgt om Europas fravær, svarede han: "I har haft tre år. Hvad har I opnået? Intet. Hvorfor vil I så være med nu?"

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, var lige så skarp i sin kritik. På en pressekonference i Moskva sagde han: "Jeg ved ikke, hvad de [europæiske embedsmænd] ville gøre ved forhandlingsbordet... hvis de skal deltage i forhandlingerne med det formål at fortsætte krigen, hvorfor så invitere dem der?"

Denne udvikling bør få os til at stoppe op og tænke. Europas stemme er blevet svag i internationale forhandlinger, og vi er blevet reduceret til tilskuere i en konflikt, der påvirker os direkte.

Det er tid til at handle.

Europa må tage ansvar for sin egen fremtid. I alt for længe har vi ladet krigsretorik dominere, mens diplomatiet har været fraværende. Mette Frederiksen og andre europæiske ledere har prioriteret militære løsninger frem for politiske. Men at fortsætte en ødelæggende konflikt uden en reel plan for fred er ikke en strategi – det er en fejltagelse.

Et stærkere Europa handler ikke om blind oprustning eller afhængighed af eksterne aktører. Det handler om at tage ansvar, genvinde vores diplomatiske styrke og sætte fred øverst på dagsordenen. Hvis Europa virkelig vil være stærkt, må vi være drivkraften bag løsninger – ikke blot følge trop i andres beslutninger.

Men virkeligheden ser anderledes ud.

Vi fortsætter ad samme sti. Fokus er stadig ikke at beskytte uskyldige liv i Ukraine, men snarere at svække og bekæmpe Rusland for enhver pris. Det handler ikke længere om diplomati, om fred eller om at afslutte krigen – det handler om at drive Ukraine til at kæmpe til sidste mand. Rusland skal stoppes, koste hvad det vil.

Det ukrainske militær kæmper allerede med alvorlige udfordringer som mandskabsmangel, desertering og problemer med rekruttering.

Hvem skal fortsætte denne krig, og hvor længe? Tre år er gået, men hvad har vi opnået? Kan krigen overhovedet vindes? Er det ikke på tide, at vi overvejer andre løsninger?

Hvis Europa havde valgt en anden vej, kunne vi måske have bevaret respekten i verdenssamfundet. I stedet lader vi os styre af en russofobi, der gør os blinde for, hvad der virkelig er bedst for Ukraine.

Det handler ikke om os – det handler om Ukraine

Det er ikke vores holdninger, men ukrainerne selv, der må træffe beslutningen. Det er trods alt dem, der mister livet hver eneste dag.

Samtidig raser debatten på sociale medier, men her taler man heller ikke om de millioner af menneskeliv, der allerede er gået tabt – og tabes hver dag. I stedet handler det kun om Rusland – en fjende, der skal knuses for enhver pris.

Det er sørgeligt, at denne krig har udviklet sig til et hadfyldt opgør, hvor fornuften for længst er blevet tilsidesat. Man lukker øjnene, slukker for hjernen og lader sig drive af had.

Menneskeliv burde være vigtigere end had

Hvis man virkelig ønsker at besejre Rusland, hvorfor så ikke gå i krig selv? De lande, der ønsker at udslette Rusland, må tage ansvaret og gå i front. Mobilisér frivillige, der er villige til at kæmpe – men stop med at bruge Ukraine som en slagmark for en krig, der ikke ser ud til at have nogen ende.

Det betyder dog ikke, at Rusland skal have sin vilje, eller at invasionen af Ukraine er acceptabel. Selvfølgelig er den ikke det. Der er ingen lande, der må invadere andre lande. Ingen.

Men sandheden er, at der fra EU aldrig har været et seriøst diplomatisk initiativ. Aldrig. Fra dag ét har vi slået hårdere og hårdere på krigstrommen. Ikke nok med det, vi i Vesten har aktivt blokeret for en mulig fredsaftale allerede i begyndelsen af krigen. Det er dybt tragisk.

Jeg håber, at de, der læser dette, vil reflektere over et afgørende spørgsmål: Hvor længe skal denne krig fortsætte?

Hvis nogen tror, at Rusland kan besejres i en total militær sejr, lever vi i en fantasiverden. Og hvis Rusland føler sig truet på sin eksistens, kan de bruge strategiske atomvåben – hvilket vil gøre enhver sejr meningsløs.

Med andre ord er en krig mod Rusland nytteløs.

Det er på tide, at vi indser, at den eneste reelle løsning er diplomati.