I dag stødte jeg på en interessant video på TikTok, som er blevet en af mine primære kilder til information – Med de få hjerneceller, jeg stadig har med mig, dobbelttjekker jeg altid, jeg ser.

Denne video hævdede, at Huaweis bemærkelsesværdige succes delvist kunne tilskrives virksomhedens unikke ejerskabsstruktur.

Lad os dog tage en pause fra den del og først se på en anden relevant kontekst.

Huawei, en af verdens førende teknologigiganter, har været centrum for en global kontrovers. I 2018/2019 blev Huawei forbudt i flere vestlige lande, især i USA, på grund af bekymringer om national sikkerhed. Virksomheden var ellers i front inden for 5G-teknologi og var i stærk konkurrence om store kontrakter i mange vestlige lande.

USA's forbud førte hurtigt til, at allierede lande som Storbritannien, Australien, Canada og New Zealand også ekskluderede Huawei fra deres 5G-infrastruktur. Der blev lagt stor vægt på at beskytte kritisk infrastruktur mod potentielle trusler, og konsekvensen var en drastisk opstramning af brugen af Huawei-teknologi.

I Danmark tog TDC for eksempel beslutningen om at vælge svenske Ericsson over Huawei, hvilket spejlede mange andre landes præference for at undgå kinesisk teknologi i deres netværk.

Men det var ikke kun et forbud mod salg. USA indførte også restriktioner, der forbød vestlige virksomheder at levere teknologikomponenter til Huawei, hvilket skabte store udfordringer for virksomhedens evne til at fortsætte med at udvikle og producere avancerede teknologiprodukter.

Herefter forsvandt Huawei stort set fra det vestlige marked, og mange forventede, at virksomhedens vækst ville blive alvorligt hæmmet. Det blev en globalt anerkendt strategi at udelukke dem fra at deltage i kritiske infrastrukturprojekter.

Så kommer 2024, og Huawei chokerer verden med lanceringen af Mate 60 Pro og Mate 60 Pro Plus – ikke blot smartphones, men smartphones med Huaweis egenudviklede 5G-teknologi uden komponenter fra vestlige leverandører. Dette var en revolution i teknologiverdenen, og det efterlod mange, inklusive den amerikanske regering, forundrede over, hvordan Huawei var i stand til at skabe sådan en teknologisk bedrift uden adgang til vestens avancerede teknologiske økosystem.

USA reagerede ved at lancere undersøgelser for at forstå, hvordan Huawei var kommet så langt uden deres hjælp – noget som i sig selv var en indrømmelse af virksomhedens imponerende kapacitet.

Nu tilbage til spørgsmålet om ejerskab.

Ren Zhengfei, stifter og CEO af Huawei, ejer kun omkring 1% af virksomheden. Den resterende del af Huawei er ejet af dets medarbejdere gennem et medarbejderaktieprogram, som administreres af virksomhedens fagforening. Hele 99% af Huawei ejes af de ansatte. Hvad betyder det?

Dette ejerskabssystem kan have været en central faktor i Huaweis comeback. Medarbejdere, der har en personlig andel i virksomhedens succes, har en stærkere motivation for at innovere og udvikle banebrydende teknologi – selv når de står over for massive eksterne pres og sanktioner.

Det rejser spørgsmålet: Har vestens strategi med udelukkelse og sanktioner mod Huawei i virkeligheden kun skabt en stærkere konkurrent?

Og vigtigere, er det virkelig den bedste løsning at afskære Kina fra det globale teknologisamarbejde?

Vil et samarbejde frem for konfrontation bringe det bedste ud af begge verdener?

Det var lørdagens tanke herfra ;-)