Muammar Gaddafi. Navnet fremkalder ét billede – diktator.

Han styrede Libyen med hård hånd fra 1969 til 2011. Tog magten ved et militærkup, afskaffede monarkiet og skabte et styre, han selv kaldte “folkets demokrati”. I virkeligheden, siger vi herhjemme, var det et regime præget af brutal kontrol, overvågning og undertrykkelse.

Han slog ned på modstandere, lukkede munden på kritikere og brugte frygt som styringsmiddel. Han havde sine egne ideologier, egne systemer, egne love – og ingen over sig.

Gaddafi blev symbolet på, hvad vi i Vesten ikke vil have: uforudsigelighed, vold og fraværet af demokrati.

Men… der var også noget andet. Noget vi ikke hørte så meget om.

Under hans ledelse blev Libyen ét af Afrikas rigeste lande – målt per indbygger.

Han brugte olieindtægterne til at tilbyde:

• Gratis sundhedsvæsen og uddannelse

• Statsstøttede boliger og støtte til nygifte

• Uddannelsesstipendier til unge i udlandet

• Offentlig betalt lægehjælp – også i Europa, hvis nødvendigt

Han sagde blandt andet:

“Huset er en grundlæggende menneskeret for individet og familien, og ikke blot en behovsbaseret luksus.”
(Kilde: Gaddafis “Grønne Bog”, som fungerede som ideologisk grundlag for hans styre)

Han sørgede for, at Libyen havde stort set ingen gæld. Han opbyggede enorme guldreserver og førte en udenrigspolitik, hvor han aktivt støttede afrikansk selvstændighed og samarbejde.

Og så begyndte han at tale om noget større:

En fælles afrikansk valuta – bakket op af guld. En afrikansk centralbank. Et kontinent uafhængigt af dollar, euro og IMF.

Han ville gøre op med systemet, hvor Afrika sælger råvarer i dollar og køber færdigvarer tilbage i euro. Han ville have, at afrikanske lande handlede med hinanden på egne vilkår – og med en valuta de selv ejede. Ikke styret af Vesten. Ikke bundet til gamle kolonimagter.

Han ville bryde afhængigheden. Han ville give Afrika kontrol over sin egen rigdom.

Det var her, fortællingen ændrede sig.

I 2011 kom oprøret. Det Arabiske Forår. Demonstrationer, væbnet konflikt – og en NATO-intervention.

• For at beskytte civile. ( Ja, det er vores pligt. Der er ikke et sted i verden vi ikke har gjort det)

Gaddafi blev fanget og dræbt - slået ihjel foran kameraer.

Han fik, hvad han fortjente.

Men… jeg kommer til at tænke: Hmmm…

Var han kun diktator? Eller også noget mere?

Var det kun hans undertrykkelse, der fik verden til at reagere?

Eller var det hans idé om en selvstændig økonomisk fremtid for Afrika – uden IMF, uden dollar, uden vestlig kontrol – der gjorde ham farlig?

Det er sgu svært at gennemskue tingene. Hvad var det egentlig, der skete? Var han blot en diktator, som vi ikke kunne lide? Eller var det hans vision, hans udfordring af den økonomiske verdensorden, der slog ham ihjel?

Eller var det begge dele?

Os med bare et par hjerneceller ved godt, at der sker ting og sager i verden, som er svære at forklare. Vi ved, at folk forsvinder ud af den blå luft, at folk hænger sig selv i topsikrede fængsler i verdens mest demokratiske lande, og at helikoptere styrter ned uden forklaring.

Der sker så meget i verden.

Men sjovt nok tænker vi ikke rigtig over det.

Overskrifterne styrer vores hverdag. Vores forståelse. Vores verden.

Overskrifterne tænker for os. Vi kalder det information. Men måske er det bare styring.