I mange år har Danmark set USA som en storbror – en allieret, vi har stolet på, fulgt og lyttet til. Vi har bakket op om deres krige, deres udenrigspolitik og deres økonomiske strategier. Men hvad sker der, når storbror ikke længere beskytter, men i stedet truer?

Det er nemt at tage USA's side, så længe det ikke går ud over os selv. Men hvad når vi bliver de næste på listen?

Historisk kontekst: Fra beskytter til bølleEfter Anden Verdenskrig opstod USA som en global supermagt, der lovede at beskytte den frie verden mod totalitære regimer. Gennem Marshallplanen og oprettelsen af NATO sikrede USA ikke kun økonomisk genopbygning i Europa, men også en fælles forsvarsalliance mod Sovjetunionen. I denne periode blev USA set som en "beskytter" – en garantist for frihed, demokrati og international stabilitet.

Men efter Den Kolde Krigs afslutning i 1991 ændrede USA's rolle sig gradvist. Uden en modpart som Sovjetunionen begyndte USA at agere mere ensidigt, ofte uden hensyntagen til internationale institutioner som FN. Krigene i Irak og Afghanistan, samt de økonomiske sanktioner mod lande som Iran, Venezuela og ikke mindst Cuba, har ført til en opfattelse af USA som en "bølle", der bruger sin magt til at fremtvinge sine interesser – også over for sine allierede.

Cuba: Et symbol på USA's sanktionspolitikCuba er måske det mest illustrative eksempel på, hvordan USA bruger økonomiske sanktioner som et middel til at fremtvinge politisk adfærd. Siden 1960'erne har USA opretholdt en omfattende embargo mod Cuba, der i praksis har isoleret landet økonomisk og handelsmæssigt.

Embargoen, der oprindeligt blev indført som en reaktion på Fidel Castros revolution og landets tætte forbindelser til Sovjetunionen, har haft katastrofale konsekvenser for den cubanske befolkning.

Ifølge FN har embargoen bidraget til mangel på medicin, mad og andre basale fornødenheder, hvilket har ramt de mest sårbare grupper i samfundet hårdest. Alligevel har USA fortsat med at stramme grebet om Cuba, selv efter Den Kolde Krigs afslutning, hvor den oprindelige begrundelse for sanktionerne for længst var forsvundet. FN's generalforsamling har år efter år fordømt embargoen som uretfærdig og skadelig, men USA har ignoreret disse opfordringer – og Danmark har ikke protesteret.

(Sanktionerne mod Cuba er stadig fuldt aktive. FN er imod embargoen, men USA fortsætter med at fastholde)

Danmark har aldrig sagt fraDanmark har altid været en trofast allieret. Vi gik i krig mod Irak, selvom krigen ikke var godkendt af FN. Der var intet internationalt mandat, og alligevel deltog Danmark – og var dermed medansvarlig for en konflikt, der kostede millioner af menneskeliv. Vi har passivt set til, mens USA har ført krig i Vietnam, Afghanistan, Libyen og mange andre steder. Vi har ikke stillet spørgsmålstegn ved deres sanktioner mod lande som Cuba, Iran og Venezuela.

Men så snart USA begynder at behandle Danmark på samme måde, som de behandler resten af verden, begynder vi at føle os uretfærdigt behandlet.

Når USA behandler os som de behandler alle andreTrump ville at købe Grønland? Det blev mødt med vantro i Danmark, som om ideen var så absurd, at den ikke engang fortjente en seriøs diskussion. Men for USA var det blot endnu et geopolitisk træk. Da vi sagde nej, blev vi truet med handelsmæssige repressalier. Vi oplevede et glimt af den rå magtpolitik, som Cuba og mange andre lande har været udsat for i årtier.

Og hvad med USA’s aflytning af Danmark og andre europæiske lande? En allieret, der spionerer på sine venner. Det burde have været en skandale af dimensioner. Men i stedet lod vi det passere – for det var jo USA.

First they came…Jeg kan ikke lade være med at tænke på Martin Niemöllers berømte ord (omskrevet):


"Først kom de for de lande, der ikke var vores allierede, og vi sagde ikke noget – for det var ikke os. Så kom de for vores nabolande, og vi sagde ikke noget – for det var ikke os. Så kom de for os – og der var ingen tilbage til at sige noget."

Danmark har i årtier blindt fulgt USA’s linje uden at stille spørgsmål, fordi konsekvenserne ramte andre. Men nu, hvor vi selv får en smag af medicinen, begynder vi at føle os krænkede.

Hvornår siger vi fra?Det store spørgsmål er: Hvornår vælger Danmark at sige fra? Skal vi kun reagere, når det er os selv, det går ud over? USA har aldrig behandlet sine allierede som ligeværdige partnere – de har behandlet dem som brikker i et spil, hvor deres egne interesser kommer først. Det er på tide, at vi stopper med at lade os diktere af amerikansk politik og begynder at føre en selvstændig udenrigspolitik. En, hvor vi sætter vores egne interesser og værdier først – ikke USA’s.

For hvis vi ikke står op imod magtmisbrug, når det rammer andre, hvem skal så stå op for os, når det bliver vores tur?