I’m pretty sure Snoop Dogg ville have sagt:

What’s really the fuck going on here – same fucking game, different rules depending on who the fuck is playing?

Tja. Sådan ser det faktisk ud.

Da Russian invasion of Ukraine begyndte, var der ingen tvivl om, hvordan det blev beskrevet i Vesten. Danmark og resten af Europa brugte et klart og entydigt sprog: Rusland har invaderet Ukraine. Det blev omtalt som et brud på international ret. En ulovlig krig.

Rusland selv brugte en anden betegnelse. De kaldte det en “special militær operation”. Men i Vesten accepterede man ikke det ordvalg. Vi valgte vores egen beskrivelse – i tråd med den opfattelse, vi har af verden, og de regler, vi siger, vi bygger på.

Og det er centralt. For ord er ikke tilfældige. De er med til at definere, hvordan vi forstår en konflikt, og hvilke konsekvenser vi mener, den bør have.

Så lad os bruge samme tilgang et andet sted.

Når USA bomber Iran uden FN-mandat og uden et konkret angreb, hvad kalder vi det så?

Hvis vi følger samme logik, burde svaret være enkelt.

Men det er det ikke.

Det bliver ikke kaldt en invasion. Det bliver ikke konsekvent kaldt en ulovlig krig. Det mødes ikke med samme politiske reaktioner, som vi så i Ukraine. I stedet bliver det forklaret, nuanceret og i nogle tilfælde nedtonet.

Det er her forskellen ligger. Ikke kun i handlingerne, men i den måde vi vælger at beskrive dem på. Når Rusland handler, afviser vi deres ordvalg og bruger vores eget. Når USA handler, er vi langt mere tilbageholdende.

Vi taler ofte om en regelbaseret verdensorden. Men regler kræver konsistens. Hvis den samme handling bliver beskrevet forskelligt afhængigt af, hvem der udfører den, så er det ikke regler, der styrer. Så er det relationer, interesser og alliancer.

Hvis man accepterer, at et land kan bruge militær magt uden FN-mandat og uden et konkret angreb, så accepterer man også et princip: at stærke lande selv definerer, hvornår de må handle. Det er præcis det princip, vi afviste, da Rusland brugte sine egne begrundelser.

Det her handler ikke om at forsvare Rusland. Det handler om noget langt mere ubehageligt: om vi selv lever op til de standarder, vi kræver af andre.

For hvis vi ikke gør det, så er det ikke Rusland, der alene udfordrer den internationale orden.

Så er det også os selv.