Det er som om Facebook har fundet mine svagheder. Jeg bliver jævnligt præsenteret for debattører, der virkelig kan sætte mit sind i kog.

En af dem er den velkendte Naser Khader.

Man skulle tro, at han, med sin baggrund, havde en nuanceret forståelse af Mellemøsten. Men når man dykker ned i nogle af hans udtalelser om muslimer, hans meget ensidige pro-israelske positioner og hans syn på demokratiske principper, bliver det ærlig talt svært ikke at undre sig over, at han har været politiker i Danmark.

Her er derfor et par kommentarer til hans seneste indlæg om Iran, USA og ikke mindst hans forståelse af international ret og demokrati eller mangel på det samme.

Når historien starter i 1979 - men ikke i 1953

Naser Khader, du har været politiker i Danmark. Jeg må ærligt sige, at jeg er glad for, at du ikke længere er det. Den holdning du fremlægger her, passer simpelthen ikke ind i et retssamfund som det danske.

Du lyder i virkeligheden præcis som dem, du selv kritiserer: magt før regler. Uden lov og orden. Den slags hører ikke hjemme i et demokrati.

Jeg ville forvente mere af en person med din baggrund. Det er ærligt talt bemærkelsesværdigt, hvor lidt faglig tyngde der er i de argumenter. De hænger ganske enkelt ikke sammen.

Hvis du tog dig tid til at sætte dig ordentligt ind i Irans historie, ville du også gå tilbage til 1950’erne og se, hvad USA og Storbritannien gjorde dengang - blandt andet da Irans demokratisk valgte regering blev væltet med vestlig støtte.

I 1953 blev Irans demokratisk valgte premierminister Mohammad Mosaddegh væltet ved et statskup organiseret af CIA og MI6. Baggrunden var blandt andet, at Iran ønskede at nationalisere sin olieindustri, som på det tidspunkt i høj grad var kontrolleret af britiske interesser.

Efter kuppet blev shahen Mohammad Reza Pahlavi genindsat og regerede derefter i mere end to årtier med stærk støtte fra vestlige regeringer. Perioden var præget af politisk undertrykkelse, fængslinger og en sikkerhedstjeneste, der slog hårdt ned på oppositionen.

Det er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor relationen og mistilliden ser ud, som den gør i dag. Når det passede vestlige interesser, var man altså villig til at støtte et autoritært styre og se gennem fingre med undertrykkelse.

Man kan derfor ikke bare starte historien i 1979, når det passer ens argument.

Lad os se på dine “faglige” pointer

“Uprovokeret?”

At et land har indflydelse i regionale konflikter giver ikke andre lande ret til at angribe det militært. Hvis det var logikken, kunne mange lande angribes - også USA, Rusland, Tyrkiet og Saudi-Arabien. International ret fungerer ikke sådan.

“Dumt?”

Argumentet om atomvåben minder meget om retorikken før Irak-krigen i 2003. Dengang blev verden også fortalt, at masseødelæggelsesvåben gjorde krigen nødvendig. Vi ved i dag, hvordan det endte.

“Ulovligt?”

Ifølge FN-pagten er militær magt mod en stat kun lovlig i to tilfælde:

1. Selvforsvar efter et væbnet angreb

2. Mandat fra FN’s Sikkerhedsråd

Uden en af de to er et angreb i udgangspunktet ulovligt.

“1979?”

Besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979 var en alvorlig krænkelse af international ret. Men det er ikke en krigserklæring, og det giver ikke automatisk ret til krig 45 år senere.

“Ret uden konsekvens er ikke ret?”

Paradokset er, at hvis man bryder international ret for at “håndhæve” den, så underminerer man netop den retsorden, man påstår at ville beskytte.

Et perspektiv, der ofte bliver overset

USA har flere gange talt åbent om at ville overtage Grønland fra Danmark. Hvis et andet land sagde, at de ville overtage territorium fra et NATO-land, ville vi kalde det aggression uden at blinke.

Men når stormagter gør det, bliver sproget pludselig anderledes.

Det rejser et ret enkelt spørgsmål:

Gælder internationale regler for alle - eller kun for nogle?