Her i Vesten elsker vi demokrati. Altså virkelig elsker det. Vi elsker det så meget, at vi næsten ikke kan holde det for os selv. Derfor deler vi det gerne ud til resten af verden. Nogle deler kage. Vi deler demokrati.

Det er lidt som hvis man selv er helt vild med øl og derfor synes, at ens kone også burde drikke øl. Hun siger godt nok nej, men man bliver ved med at tilbyde. På et tidspunkt må hun jo forstå, at det er for hendes egen skyld.

Sådan har vi det med demokrati.

Når vi ser et land med en leder, der ikke er valgt på den måde, vi synes er rigtig, så tænker vi straks:
“Det må vi gøre noget ved.”

Og fordi vi er så humanitære, så gør vi selvfølgelig noget.

Vi sender lidt bombefly. Lidt soldater. Et par hangarskibe. Nogle kampvogne. Og så lidt sanktioner oveni, bare for at hjælpe processen.

Alt sammen i demokratiets navn.

Demokrati - nu med luftstøtte

Gennem årene har vi været meget generøse.

Vi har forsøgt at hjælpe rigtig mange lande med at få demokrati.

For eksempel:

• Iran 1953 – Premierminister Mohammad Mossadegh blev fjernet efter han nationaliserede landets olie.

• Chile 1973 – Den demokratisk valgte præsident Salvador Allende blev væltet, og Augusto Pinochet tog over.

• Irak 2003 – Saddam Hussein blev fjernet, og landet blev kastet ud i mange år med krig og uro.

• Libyen 2011 – Muammar Gaddafi blev fjernet, hvorefter landet faldt fra hinanden i rivaliserende magtcentre.

• Afghanistan - 20 års forsøg på at opbygge et demokratisk system endte med, at Taliban overtog igen på cirka en weekend.

Men man må ikke give op. Demokrati kræver tålmodighed.

Demokrati - kvinder, frihed og bomber

En anden ting vi virkelig går op i, er kvinders rettigheder.

Det er meget vigtigt for os.

Vi taler tit om, hvor vigtigt det er, at piger kan gå i skole, blive uddannet og leve frit.

Derfor er det selvfølgelig også lidt uheldigt, når et Tomahawk-missil ender med at ramme en pigeskole, hvor 150 unge piger bliver slået ihjel.

Men sådan nogle små misforståelser må jo ikke stå i vejen for den store fortælling om frihed, ligestilling og demokrati.

Krige har det med at ramme bredt.

Hospitaler. Skoler. Helt almindelige familier.

Men heldigvis er det jo ikke den slags detaljer, man behøver dvæle for meget ved, når man fortæller historien om frihed, sikkerhed og demokrati.

Demokrati - når virkeligheden ikke følger manuskriptet

Så blev lederen fjernet.

“Hovedet på slangen”, blev der skrevet.

Nu ville folket rejse sig, sagde eksperterne. Nu ville iranerne strømme ud på gaderne og kræve frihed.

Det var i hvert fald planen.

Men så skete der noget lidt upraktisk.

Der kom ikke millioner i gaderne for at fejre det. Til gengæld kom der millioner til begravelsen. De græd.

Det passede ikke helt ind i fortællingen. Og som om det ikke var nok, så dukkede der hurtigt en ny leder op. Ikke en vi havde bestilt. Ikke en vi havde godkendt.

Tværtimod.

En der efter sigende var endnu værre.

Det er sådan noget, der kan være lidt frustrerende, når man ellers lige har brugt en masse energi på at forklare verden, hvordan tingene burde udvikle sig.

Virkeligheden har det med ikke altid at følge manuskriptet.

Demokrati - den lille bivirkning

Mens vi forsøger at redde verden, er der dog nogle små praktiske problemer.

For eksempel olieprisen.

Den er steget. Ret meget.

Og pludselig opdager vi noget interessant.

Vi elsker demokrati. Vi elsker frihed. Vi elsker menneskerettigheder.

Men åbenbart ikke helt så meget, hvis det betyder, at vi selv skal betale lidt mere for: benzin, diesel, flybilletter, varme og alle de andre små luksusgoder i hverdagen.

Der begynder vi at blive lidt mere eftertænksomme. For hvorfor er det egentlig os, der skal mærke konsekvenserne?

Vi har jo bare forsøgt at gøre noget godt. Vi har jo bare forsøgt at sprede demokrati - det bedste system i verden.

Det burde jo næsten give rabat ved pumpen.

Men i stedet står vi der ved tankstationen og kigger på prisen og tænker: “Det var ikke helt planen.”